02/07/2024 0 Kommentarer
Klumme fra feltpræst i Irak
Klumme fra feltpræst i Irak
# Garnisonskirken
Klumme fra feltpræst i Irak
Af Kristoffer Simonsen, Sct. Michaelis Kirke
Når jeg står op om morgenen i disse uger, og går ud af den container, hvor jeg bor i den militære base i Bagdad, er der en bagende varm sol, der møder mig. Det er lidt som en varm ferie sydpå. Men støvet i munden og de høje murer overalt omkring mig, gør det hurtigt klart, at det også er alvor og krig.
Intensitet
Trusselsniveauet i Irak er på nuværende tidspunkt lavt, og jeg frygter slet ikke for mit liv hernede, men de mange sikkerhedsforanstaltninger er konstante påmindelser om, at landet har været hærget af krig i mange år. Jeg oplever hverdagen som udsendt meget intens, fordi vi hele tiden befinder os i det samme miljø, hvor det er nødvendigt, at alle holder sig klar og skarpe. Der er lige nu ca 140 danske soldater i Irak, og de er meget dedikerede i at løse deres opgaver, som hovedsageligt består i at skabe sikker transport for de mange rådgivere, der oplærer de irakiske ministerier.
Hvad laver en feltpræst i krig?
Som feltpræst på international mission har jeg to særlige opgaver, som kan beskrives med, at jeg skal skabe tryghed og tage trykket, når det hele bliver lidt for meget.
Den første opgave med at skabe tryghed, består i at arrangere gudstjenester, mindehøjtideligheder og sociale arrangementer. Det er med til at give soldaterne et frirum og en smag af den velkendte danske tradition.
Den anden opgave med at tage trykket, indebærer at stå til rådighed for samtaler. Jeg oplever det lidt som en ”ventil” for soldaterne, hvor de kan læsse af med alt det, der fylder. Det handler typisk om savn, frustrationer eller usikkerhed.
Som feltpræst er jeg uden for militærets almindelige rangsystem og opgaveløsning, og derfor er mit bidrag lidt som en joker, der kan blive spillet ind i mange forskellige situationer. Jeg plejer at sige det sådan, at feltpræsten ikke er udsendt for at gå i krig, men for at tage sig af alle dem, der på den ene eller anden måde bliver ramt af krigen.
Vægte
Der bliver løftet mange vægte i træningscentret hernede. Jeg kan ikke prale af at løfte den samme mængde kilo som de trimmede soldater, men jeg ser det som et stærkt billede på, at vi løfter vægten fra mange forskellige ting i livet. Soldater er eksperter i at løse problemer og følge befalinger, men alle kan blive ramt af en vægt på deres skuldre, som man ikke bare lige kan løse eller løfte væk, fordi der er i stedet tale om en byrde eller et vilkår, som vi skal lære at leve med og bære på. Derfor går jeg hver dag med soldaterne i træningscentret for at løfte vægte og være der sammen med dem.
Kantine og hygge
Der er heldigvis også god plads til hyggelige stunder hernede, og jeg har udfordret mange soldater i fx FIFA, bordtennis og skak. Ligesom det er et stort privilegium, at vi bare kan fylde vores tallerkner i den store kantine hver eneste dag. Der er mange gode fristelser, så man kan også tage på i vægt på dén måde.
Kære alle: Jeg vil slutte med en opfordring til at glæde jer over familie og venner, som I har tæt på jer. Giv dem et kram – bare fordi I kan! Og hvis du er til den slags, kan du jo også sende Gud en bøn med tak for freden i vores hjemland! Det vil jeg i hvert fald gøre!
Kommentarer