02/07/2024 0 Kommentarer
Den gode ventetid
Den gode ventetid
# Ukategoriseret
Den gode ventetid
”Mor, må jeg åbne min kalender i dag?” Det er sidst i november, og vi har for nylig købt en julekalender med noget godt i. Min søn på tre år er lige vågnet, og han kan næsten ikke vente. Men et par dage endnu må han nøjes med billederne på sin Paw Patrol julekalender.
På vej mod mysteriet
Hvor længe skal man vente, og hvornår er det jul? Det kan være svært at vide, når man kun er tre år. Faktisk også når man er ældre. For julemanden er jo for længst kommet til byen, der bliver pyntet op i stor stil, og i butikkerne bugner det med julemad.
Det er selvfølgelig fordi vi venter på noget godt, og så tages der en smule forskud på glæden. Nogle gange så meget at man næsten ikke mærker forskellen til juledagene.
Men i kirken er der faktisk forskel. Advent og jul er ikke det samme. Advent er lilla, julen er hvid, når man fx ser på præstens messehagel. Advent er fra gammel tid en bods-og fastetid, hvor man gør sig klar til juletidens mysterium: At Gud bliver et menneske, der kommer til os. Og netop ved i det ydre at gøre en forskel på advent og jul, åbnes også en indre vej.
Fest eller faste?
I 2010 opholdt jeg mig med min familie i Etiopien, hvor vi oplevede en stor forskel på advent og jul. Særligt de ortodokse kristne i landet faster i adventstiden ved at holde sig fra fx kød og sukker. Efterfølgende fejres julen så med fest og gudstjeneste. Det var temmelig nyt for os som danskere, der er vant til at opleve december som knas og fest, og som næsten er mætte, når vi sætter os til julebordet.
Det er ikke ukristeligt at spise pebernødder i november eller pynte op i huset fra 1. december. Men jeg tror, man kan snyde sig selv ved at tage så meget forskud på julens glæde, at der praktisk talt ingen forskel bliver på advent og jul – at julen nærmest er slut, før den rigtigt begynder.
Jeg vil også selv spise småkager i december. Men jeg glæder mig nu også til at holde lidt igen, tænde adventskrans i kirke og hjem og synge:
Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Julenat, da vor Herre blev fød,
da tændte sig lyset i mørkets skød.
Velkommen, nytår, og velkommen her!
Kommentarer