02/07/2024 0 Kommentarer
5. juli mindegudstjeneste - prædiken af Kristoffer Simonsen
5. juli mindegudstjeneste - prædiken af Kristoffer Simonsen
# Gudstjeneste
5. juli mindegudstjeneste - prædiken af Kristoffer Simonsen
Årets 5. juli prædiken af garnisonspræst Kristoffer Simonsen. God fornøjelse og glædelig 5-6. juli!
Livestream af gudstjenesten
Prædiken
I disse uger er det 100 år siden, at genforeningen i Sønderjylland trådte i kraft.
- I maj 1920 overtog dansk militær kontrollen med Nordslesvig.
- I juni kom der dansk forvaltning, og kronen afløste den tyske mark.
- Den 15. juni 1920, på Valdemarsdag, blev området officielt genforenet med Danmark som de sønderjyske landsdele.
- Den 10. juli red Christian 10. over den gamle grænse på landevejen ved Taps mellem Kolding og Christiansfeld på sin "hvide" hest, hvor han også tog en lille pige op på hesten.
Selv om vi her er samlet om en markering og fejring af udfaldet for slaget ved Fredericia i 1849, er det særdeles relevant at være opmærksom på den historiske tætte forbindelse mellem de to begivenheder. Og samtidig hvilken rolle de epokegørende historiske begivenheder stadig spiller for vores samfund og kultur den dag i dag.
På den baggrund vil jeg tage den historiske kikkert frem og tegne et rids over udviklingen af den danske selvforståelse i lyset af slaget ved Fredericia i 1849 og Genforeningen i 1920.
Den danske selvforståelse: Nationalromantikken
Vi begynder i 1813, hvor den danske statsbankerot og afståelsen af Norge til Sverige det efterfølgende år, satte dybe spor i den danske befolkning. For Danmark og danskerne stod på taberens side i Napoleonskrigene. Kongeriget blev decimeret til en fattig miniputstat og den danske selvforståelse reduceret til et kæmpe mindreværdskompleks.
I første halvdel af 1800-tallet var der stærke nationalromantiske strømninger i store dele af Europa. Den strømning lagde også grundstenen for en folkelig forankret genopbygning af den danske selvforståelse. Nationalromantikken gennemsyrede hele landets kultur. Det var således i denne periode, at vi blev beriget med mange af de største sange i den danske sangskat, som fx Nationalsangen og ”I Danmark er jeg født”.
I forståelsen af det ”nye” Danmark ligger implicit en spejling af, hvad der definerer danskheden inden for landets grænser. Danskheden og det danske sprog sættes på dagsordenen, blandt andet som et modspil til tyskheden og det tyske sprog i de danske hertugdømmer.
Den nationale stolthed og danske bevidsthed nåede et højdepunkt i 1848, og i litteraturen tales der om ”Ånden fra 48”. I de seneste uger har jeg læst uddrag fra adskillige breve fra landsoldater, der deltog i 3-årskrigen. Kærligheden til fædrelandet og stoltheden over at være dansk oser ud af brevene. De kæmpede indædt for at forsvare nationens overlevelse. Og midt i krigens vederstyggelighed skriver landsoldaterne ligefrem om ”den smukke død”, når de betragtede slagmarkerne.
For der var virkelig meget på spil. Det var ikke blot en krig om en grænse. Det var også en kamp for at forsvare alt det, der er dansk.
Den danske selvforståelse: Landsoldaten
Og det var ikke kun de professionelle veluddannede soldater, der kæmpede i lande langt borte. Nej, det var studerende og voksne i alle aldre, der samledes på tværs af alle normale samfundsskel, til forsvar af deres stolte fædreland.
For det var hele folkets kamp, og stemningen var euforisk. Den var jublende og den var præget af en ukuelig optimisme om, at alt kunne lade sig gøre.
Imidlertid mistede den danske hær fodfæste, og midt under 3-årskrigen var situationen den, at hele Jylland var besat og fæstningsbyen Fredericia var indesluttet.
Det spektakulære natteudfald fra fæstningen 6. juli 1849, hvor 19.000 danske soldater modigt kastede sig ud i natten og under store tab besejrede den slesvig-holstenske hær, ændrede fuldstændig krigens efterfølgende forløb.
På niårsdagen for udfaldet fra Fredericia rejstes Bissens monument over den danske landsoldat. Landsoldaten blev verdenshistoriens første monument over den menige soldat og dennes heroiske indsats under udfaldet 6. juli 1849.
Landsoldaten blev et nationalromantisk symbol på en genrejst nation med en folkelig forankret selvforståelse, og man kan med god ret hævde, at den danske selvforståelse også i nyere tid har sit udspring i det sejrrige udfald fra Fredericia 6. juli 1849.
Den danske selvforståelse: 1864-nederlaget og 1920-genforening
På bagkant af det sejrrige udfald i 3-årskrigen blev det danskernes selvforståelse, at vi var stærke. Ironiske nok spillede dette en stor rolle i de efterfølgende fejlslagne politiske beslutninger op til nederlaget i 1864 og Danmarks reduktion til en underlegen mikrostat.
Det var med dette svigende nederlag i baggrunden, at Nordslesvig i 1920 blev stemt ”hjem” til fædrelandet igen. At være dansk blev igen noget vigtigt, noget der fik særskilt betydning for den enkelte familie og husstand.
Genforeningen i 1920 markerer en fredelig løsning, selv om der også uundgåeligt var negative konsekvenser af freden. Fx med hensyn til familier og gode naboer, der nu pludselig blev splittet og adskilt af en grænse.
De historiske begivenheder fungerer stadig som centrale spillebrikker og tolkningsnøgler den dag i dag. Både Genforeningen i 1920 og slaget ved Fredericia i 1849 giver vigtige perspektiver til forståelsen af danskhed og hvad det indebærer at være dansk. En diskussion, der i høj grad fortsat er aktuel og vedkommende.
Såvel dengang som i dag er der utrolig meget på spil i diskussionerne og kampene om det, der er dansk. Det gælder både på makroplan i samfundet, men i høj grad også helt ind i de enkelte hjem og familier.
Samtidig fjende og medmenneske
Når noget eller nogen skal defineres som dansk vil det altid indebære en distancering fra noget, der ikke er dansk. Noget, der er anderledes. Det rejser et centralt spørgsmål om, hvad dette anderledes er og hvordan vi skal forholde os til dem?
I læsningen af brevene fra Landsoldaterne i 3-årskrigen har det været uhyre interessant at bemærke, hvordan der ind i mellem krigens gru og fædrelands stolthed, også viste sig adskillige tilfælde af venskabeligt samvær mellem de menige soldater – fra hver sin side af fronten, vel at mærke!
Her er et maleri med titlen: ”Preussernes Farvel til den tapre Landsoldat”.
Det illustrerer, hvordan de menige soldater mødtes med hinanden under krigens rolige perioder. Den preussiske soldat hilser med sin brændevinsdunk på den danske landsoldat.
De historiske kilder fortæller således om mange af den slags møder, hvor soldaterne udvekslede mad, brændevin og tobak, og talte om stort og småt. Dette skete især under den slesvig-holstenske hærs belejring af Fredericia, hvor de to hære lå relativt tæt på hinanden.
En landsoldat skriver blandt andet om en morgen, hvor hans deling blev glædeligt overraskede. Han skriver:
”De tyske sende en pakke over hvorpå der stod skrevet; god morgen kammerater og brødre, vi sender eder noget til maden”.
Disse uformelle samlinger mellem soldaterne var naturligvis ikke noget officererne brød sig om, idet man frygtede at det svækkede soldaternes kamplyst.
Der er da heller ingen tvivl om, at det let aftvinger nogle etiske dilemmaer:
For hvorfor og hvordan giver det mening at beskyde den soldat, jeg i går delte brød og brændevin med?
Uden sammenligning i øvrigt vil nogle soldater fra fx Afghanistan og Irak kunne nikke genkendende til et lignende dilemma, hvor de den ene dag hjælper en lokal bonde, som den næste dag er iklædt som Taleban-kriger, der skyder med fjendtlig ild.
Det fortæller på den ene side, at vi i vores verden har brug for et stærkt forsvar og en militær magt, der kan forsvare vores værdier med ildhu og hjerteblod. Ligesom landsoldaterne i Fredericia i 1849 og ligesom de danske soldater stadig udgør.
Og på den anden side fortæller det, at inden under vores tøj og uniformer er vi alle nøgne mennesker.
- Uanset vores etnicitet, hudfarve og religion, er vi alle nøgne mennesker.
- Uanset om vi er danske eller vi er anderledes, er vi alle nøgne mennesker nedenunder.
Det kristne menneskesyn
Derfor er min fjende også mit medmenneske og min næste. Det er det kristne menneskesyn, der hele tiden bør følge parallelt med kampen for fædrelandet og friheden.
Fra alteret læse jeg den ikoniske bibeltekst, hvor Jesus opmuntrer til fjendekærlighed. Det er et usædvanligt smukt og forbilledligt ideal – og måske landsoldaterne, der midt i deres heroiske kamp for fædrelandet, besøgte hinanden og hilste på hinanden, viste i små glimt, hvordan det kan se ud i praksis.
Men for det meste kan Jesu ord om fjendekærlighed virke umulige at efterleve. Fordi det er et ideal og en kærlighed, der ikke synes foreneligt med vores menneskelige syndige natur.
Netop derfor er det kristne evangelium, at Jesus udviste den ultimative form for fjendekærlighed, da han udkæmpede det største slag i hele verdenshistorien. Ikke blot for danskhed, men for hele menneskeheden.
For i Jesu sejr over døden bliver vi genforenet med Gud. En Genforening, der ikke blot har 100 år på bagen, men som blev stadfæstet, da Jesus for 2000 år siden brød grænsen mellem liv og død.
Derfor er vores historie i høj grad med til at forme vores identitet og selvforståelse – såvel historien, der løber fra 1920, som begivenhederne i slaget uden for voldene ved Fredericia i 1849 og helt tilbage til slaget på Golgata lige uden for bymuren til Jerusalem for 2000 år siden.
Så lad os fortsat kæmpe for frihed og for det, der er dansk.
Lad os fortsat kæmpe for vort medmenneske – det gælder både min nabo og min fjende.
Og lad os sige tak for den sejr, der blev vundet for os. Dels af de soldater og folk, der er gået forud for os. Og ultimativt den sejr, Jesus vandt til os alle.
Velsignelsesbøn
Herre Kristus, må du være foran os og vise os vejen.
Kristus, må du være ved siden af os og ledsage os.
Kristus, må du være bag os og beskærme vores ryg.
Kristus, må du være under os og holde os oppe, når vi falder.
Kristus, må du være inden i os og fylde os med din ånd.
Kristus, må du være omkring os og bevare os fra alt ondt.
Kristus, må du være over os og velsigne os.
Kommentarer