02/07/2024 0 Kommentarer
Højmessen under lup - Nadveren
Højmessen under lup - Nadveren
# Kirken
Højmessen under lup - Nadveren
Blog af sognepræst Bjarne Hvid
”Dette er Jesu Kristi legeme!” … ”Dette er Jesu Kristi blod!”
– Ordene under nadveruddelingen er jo ganske enkle, men hvordan skal vi forstå dem?
Brød er vel brød, og vin er vel vin. Er det ikke tåbeligt at påstå, at det er noget andet, end det er? Men Jesus tog jo faktisk brødet og vinen og sagde: Dette ER mit legeme og blod! Altså BÅDE den synlige (brød og vin) og den usynlige virkelighed (legeme og blod) på én gang.
Nøglen til nadverordene
Jesus blev født i en stald som et ganske almindeligt menneskebarn. Men Det Nye Testamente lægger ikke skjul på, at dér i stalden blev Gud menneske helt og fuldt – og det blev han ikke mindre Gud af. I Jesus kom Gud selv ind i denne verden, for kun Gud kan frelse det fortabte. Og han blev menneske helt og fuldt, for gennem sin lidelse og død ville han være en ægte stedfortræder for os i dommen.
Helt Gud og helt menneske – det er Jesus. Umuligt for vores tanker, ja, men muligt for Gud!
Her finder vi nøglen til nadverordene. For Luther var det vigtigt at fastholde, at nadverens mysterium og julens under hænger sammen. Forkaster man det ene, ryger det andet med i købet.
Som Jesus er Gud og menneske, er brødet både brød og Jesu legeme, og vinen både vin og Jesu blod. Han forener sig med noget, som virker fremmed for ham, for derigennem at forene sig med os! Og at han vil og kan være ét med os, er hverken mere eller mindre underfuldt end julens og nadverens under!
Dette er!
Dette er! Det er altså Jesus selv, vi modtager. Han gør sig til brød og vin for at blive ét med os lige så reelt som brødet og vinen bliver en del af os, når vi spiser og drikker.
Dette er! Det er Jesu legeme og blod, vi modtager. Han gør os til ét med sit eget offer på korset – det, der er fuldbragt!
Dette er! Fordi det bygger på hans ord og løfte.
Men:
Hvordan det sker, det ved jeg ej,
her har han ikke vist mig vej,
min sans så højt sig ej bør sno,
det er mig nok hans ord at tro.
(Kingo, Salmebogen nr. 468,5)
Læs mere: Højmessen under lup
Denne blog er en del af en tema-række om, hvad der sker i højmessen og hvad de enkelte led betyder. Vi håber, at tema-rækken kan inspirere og vejlede til fornyet glæde over hver søndag at fejre højmesse.
Læs flere artikler i tema-rækken "Højmessen under lup".
Kommentarer