Tale til Stafet for livet: "Kræft skyder altid med spred hagl"

Tale til Stafet for livet: "Kræft skyder altid med spred hagl"

Tale til Stafet for livet: "Kræft skyder altid med spred hagl"

# Ukategoriseret

Tale til Stafet for livet: "Kræft skyder altid med spred hagl"

Tale af garnisonspræst Kristoffer Simonsen til lysceremonien ved "Stafet for Livet" i Fredericia 2017.

Det er et fantastisk og utrolig vigtigt formål, der samler os i dag:

Vi skal tænde lys. Vi skal fejre livet og give håb til alle dem, der kæmper mod kræft.
Der findes næsten ikke noget smukkere end at se et andet menneske få tændt et nyt lys i øjnene og sindet af håb og livsmod. Hver gang det sker, har jeg lyst til at sætte tiden på pause og bare suge til mig.

Mange bliver ramt

Når et menneske rammes af sygdom eller død, er der også mange pårørende, der bliver ramt. Bristede drømme, smerte eller sorg kan blive en tung del af hverdagen – både for den, der bliver ramt af sygdom og for dem, der bliver ramt ved siden af. For kræft skyder altid med spred hagl.

Vi kan ikke ændre på, at sygdommen har ramt os.
Vi kan heller ikke gardere os fuldstændig imod, at den kan komme til at ramme os – enten som sygdom eller som sorg.
Men vi kan gøre noget for at få så meget som muligt ud af det liv, der er givet os. Vi kan gøre noget for at fejre livet og holde fast i håbet, mens vi kæmper. Både når vi er ramt af sygdom, og når vi er ramt som pårørende.

Stafet for livet som metafor

Konceptet med ”Stafet for livet” kan måske stå som en fin metafor for, hvordan vi kan være med til at fejre livet, mens vi kæmper:
1. Ligesom ”Stafet For Livet” varer et helt døgn, foregår kampen mod kræften og sorgen også døgnet rundt, hele tiden. Kampen giver aldrig slip, og derfor er den så udmarvende og udmattende for alle, der bliver ramt.

2. Samtidig giver en stafet mulighed for, at man kan givet stafetten videre for at holde en pause. På samme måde kan kræft netop blive en anledning til, at man standser op:

  • At man standser op for at betragte livet, der udfolder sig omkring os.
  • At man standser op for bare at være til stede i øjeblikket.
  • At man standser op for tydeligt og konkret at værdsatte alle de mennesker og oplevelser, der gør livet så dejligt.

Vi har lige sunget den smukke sang: ”Du som har tændt millioner af stjerner”. I 4. vers lyde det: "Tak for de mennesker, som blev vor støtte, Når vi fandt vejen besværlig at gå"

Den tak skal også lyde ærligt og klart her i dag. Tak til alle jer, der gør livet værd at leve, når vi kæmper med at være ramt af den forfærdelige sygdom eller den tunge sorg.
Jeg synes faktisk, at vi også her og nu skal bruge anledningen til at standse op, og hilse på de folk omkring os med et håndtryk eller et kram for at sige tak. Tak for din støtte, når vi fandt vejen besværlig at gå. Værsgo!


3. Endeligt så kan ”Stafet for Livet” symboliserer, hvordan livet på en mærkværdig måde går videre, selv om vi bliver ramt. Både de syge og de pårørende går med i stafetten.
Den vandring er vigtig: Det kan godt være, at jeg ikke har så meget at sige, men jeg vil stadig gerne vandre sammen med dig. Det kan godt være, at jeg er helt afkræftet og næsten ikke kan se nogen vej frem, men vi kan godt vandre sammen.

Der opstår ofte en særlig god samtale, når man går sammen. Det er vigtigt, for samtalen er med til at bryde den tavse afmagt og tabuisering, der alt for let isolerer os. Jeg vil gerne vandre sammen med dig. For vi kæmper sammen. Jeg kan ikke bære alt det, der er dit, men jeg vil gerne vandre sammen med dig.

Når Jesus vandrer...

Ligesom der er mange her i dag, som har været på vandring, hører vi også i evangeliet om, hvordan Jesus kort efter sin opstandelse slår følge med nogen, for at høre til, hvad de har oplevet. Mens de to mænd går sammen der på landevejen, fortæller de til Jesus, hvordan de har det. De kan ikke se, at det er Jesus, men han går sammen med dem, og han lytter til dem.

De var skuffede og triste, for de har lige set Jesu dø, og de havde sådan håbet, at han ville befri dem fra al det ondskab de oplevede.
De havde kæmpet, fordi de vitterligt troede, at den Almægtige nu ville gribe ind.
Men nu går de sammen på landevejen, og selv om de ikke kan se det eller mærke det, så følges Jesus med dem, og han lytter til alt, hvad de har på hjerte.

For det er den Gud, vi bekender i den kristne tro:
Den Gud, som besejrede døden og slår følge med os i vores vandring gennem livet – både når vi mærker det konkret og varmt, og når det føles forbistret fjernt.

HÅB!

Sommetider er håbet kun et spinkelt lille strå, som vi klynger os til. Men der er grund til at håbe:

  • Vi kan håbe på en forsat udvikling i lægeforskningen til at bekæmpe kræft.
  • Vi kan håbe på overlevelse og helbredelse. Både kræftramte og pårørende kan og må håbe på en reel helbredelse. Det er aldrig forkert at lade håbet fylde sit sind. Og der er heldigvis også flere og flere, som får en vellykket behandling og lever videre i mange år efter at have fået diagnosen: "Du har kræft!"
  • Samtidig er der et kristent håb, der gælder for ethvert menneske, for det håb er dyrt betalt med vor Herres eget kød og blod.

Derfor skal vi sammen tænde lys om lidt. Fordi hvert eneste lys også er med til at tænde nyt håb.
Så lad os tænde lys sammen.
Lad os håbe sammen.
Lad os vandre sammen.
Og lad os kæmpe sammen. Døgnet rundt.
Både dem, der er ramt af sygdom, og dem, der er ramt som pårørende ved siden af. For kræft skyder altid med spred hagl.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed